Spiseordningen på ugens 5 hverdage er omdrejningspunktet i bofællesskabet.

Deltagelse i fællesspisningen frigør værdifuld tid for den enkelte bofælle til andre formål end indkøb, madlavning og opvask. Og ordningen  sikrer at bofællerne mødes jævnligt.

Børnene  elsker den halve time i puderummet, mens de voksne får sig en kop kaffe efter maden og en snak om dagens store og små begivenheder.

Rent praktisk er hver bofælle på madhold cirka hver femte uge. Et madhold består af to voksne og et eller to børn. Enkelte ældre deltager på et tremandshold, da det  godt kan kræve sin mand eller kvinde at lave mad til 50 eller 60 mennesker.

Madholdene sammensættes ud fra personlige ønsker; men erfaringen er, at det ofte er en dårlig ide at være på hold med egen partner eller egne børn. Faktisk er det utroligt hvor meget børn kan, når de arbejder sammen med voksne, som ikke er deres forældre. Det giver også en god mulighed for, at især de større børn og de unge kan vende en sag eller to med voksne, som ikke er deres forældre.

Madholdet bestemmer menuen og står selv for indkøb, madlavning og opvask.  Selve madlavningen begynder typisk ved tre halvfire tiden, og opvasken plejer at være overstået ved otte halvni tiden.

Bofællerne melder sig til spisning på et enkelt oversigtsskema, hvor kokkene har angivet menuen i god tid inden spisning. Listen lukkes typisk to dage før , så madholdet ved, hvor mange der skal købes ind til.

Efter indtagelse af middagen lægger de enkelte huse på gammeldags manér penge i betalingskurven og markerer, at der er betalt. Vi stiller store krav til kvaliteten af råvarerne, og derfor må en hverdagsmenu koste 36 kroner for voksne og det halve for børn. Fredag er rammen 50 kroner for voksne og det halve for børn.